Unge, fritid og idræts møde den 05. november 2024
Mødelokale F7 kl. 15.00
102Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Punkt 103-105 samt 108 udsættes til næste møde.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
103Orientering om Fritidspas - status 2024
Resume
Med denne sag gives udvalget Unge, fritid og idræt en status på Fritidspas indsatsen for år 2024.
Fritidspas har til formål, at sikre at børn og unge i Frederikssund Kommune, der af sociale, økonomiske og/eller kulturelle forhold er begrænset i at deltage i fritidsaktiviteter, får mulighed for at blive en del af kommunens fritidsliv. Fritidspasset omfatter både støtte til kontingent, tilskud til udstyr og turer, samt en håndholdt indsats bestående fritidsvejledning og en følgeordning.
Idrætskonsulent, Malene Guillaume Kusk, deltager på udvalgsmødet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udsat.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Med denne sag gives udvalget en status på Fritidspas indsatsen for år 2024.
Byrådet har med budget 2024-27 afsat et årligt budget til Fritidspas på 785.000 kr.
Fritidspas har til formål, at sikre at børn og unge i Frederikssund Kommune, der af sociale, økonomiske og/eller kulturelle forhold er begrænset i at deltage i fritidsaktiviteter, får mulighed for at blive en del af kommunens fritidsliv. Fritidspasset omfatter både støtte til kontingent, tilskud til udstyr og turer, samt en håndholdt indsats bestående fritidsvejledning og en følgeordning.
Status
Børn/unge kan modtage 1 fritidspas pr. år. Børn/unge der modtager et fritidspas for første gang kaldes for "unikke" fritidspas.
Børn/unge kan modtage fritidspas flere år i træk. Disse kaldes "genindstillede" fritidspas.
Antal børn/unge der har modtaget et fritidspas for hele periode (1. maj 2022 - 1. okt. 2024):
- Unikke fritidspas: 369
- Samlet antal fritidspas (unikke og genindstillede): 498
Antal børn/unge der har modtaget et fritidspas i 2024 (1. jan 2024 – 1. okt. 2024):
- Unikke fritidspas: 114
- Samlet antal fritidspas (unikke og genindstillede): 213
Samlet antal børn/unge der har modtaget tilskud til udstyr for hele perioden (1. maj 2022 - 1. okt. 2024): 110
Samlet antal børn/unge der har modtaget tilskud til camps for hele perioden (1. maj 2022 - 1. okt. 2024): 45
Børn/unges alder (1. maj 2022 - 1. okt. 2024):
- 0-6 årige: 111
- 7-12 årige: 298
- 13-18 årige: 89
Børn/unges bopæl (fordelt på postnr.):
- 3550: 69 børn/unge
- 3600: 250 børn/unge
- 3630: 88 børn/unge
- 4050: 76 børn/unge
- Skjult adresse: 15 børn/unge
De aktivitetstyper som har modtaget flest børn/unge med et fritidspas (1. maj 2022 - 1. okt. 2024):
- Fodbold: 158 børn/unge
- Gymnastik: 80 børn/unge
- Svømning: 61 børn/unge
Samlet har 21 forskellige typer af aktiviteter modtaget børn/unge, herunder spejder, musik, kampsport, amerikansk fodbold, teater, skydning og håndbold.
Erfaringer
Fritidspasset er en succes. For de børn/unge som modtager et Fritidspas, har indsatsen afgørende betydning for deres mulighed for at deltage i fritids- og foreningslivet. Fritidsvejlederne oplever stor taknemlighed fra de familier, børn og unge, som de vejleder i forbindelse med indsatsen.
På baggrund af fritidsvejledernes indsats mærkes der en stigende forankring og udbredelse af Fritidspasset.
Det gør sig både gældende i relation til samarbejdet med kommunens fagprofessionelle samt de foreninger, som tager i mod børnene. Der er en øget opmærksomhed fra familier, som har interesse i at modtage et Fritidspas. Særligt for dette år har været, at mange børn og unge har deltaget i ferieaktiviteter, samt flere børn/unge er gentilmeldt deres fritidsaktivitet, hvilket viser at tilbuddet har skabt en tilknytning til foreningslivet. Der er fortsat stort fokus på at udbrede eksisterende erfaringer, som har positive effekter, således at flere børn og unge i Frederikssund Kommune får mulighed for at modtage et Fritidspas.
Antallet af børn og unge, som modtager et Fritidspas er forsat stigende. Det betyder, at administrationen (behandling af indstillinger, dialog med familier og foreninger, betaling af kontingent med videre) er forøget væsentligt. Dette har en effekt på:
- hvor lang tid der går fra indstillingen modtages til familien er kontaktet af fritidsvejlederen
- hvor meget tid fritidsvejlederen kan afsætte til hvert enkelt barn / familie
- hvor meget tid fritidsvejlederen kan afsætte til opsøgende og udviklende arbejde i forhold til samarbejde med fagprofessionelle, foreninger med videre.
- hvor meget tid fritidsvejlederen kan afsætte til andet relevant arbejde, som understøtter børn og unges deltagelse i fritidslivet generelt
En væsentlig udfordring, som har indflydelse på ovenstående er, at der ikke et fundet en IT-løsning, som kan benyttes til administrering af Fritidspas. Administrationen har været i dialog med andre kommuner, som har et Fritidspas. Administrationen afsøger mulighederne for en velegnet IT-løsning, og bestræber sig på at finde en løsning i første halvår af 2025. Økonomien forventes at kunne findes indenfor den afsatte ramme.
Økonomi
Økonomien som er afsat til Fritidspas i 2024 er ved at være opbrugt, da der har været stor søgning på Fritidspas både i forhold til kontingentstøtte, tilskud til camps og udstyr. Det kan betyde, at det ikke vil være muligt at tildele flere børn/unge et Fritidspas i indeværende år. En bekymring kan være, at barnet/den unge mister motivationen for at starte til en fritidsaktivitet, da der går tid fra den fagprofessionelle har samtalen med barnet/den unge om Fritidspas-tilbuddet til barnet/den unge kan starte til en aktivitet.
Retningslinjer for Fritidspas er vedlagt som bilag.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
104Beslutning om det videre arbejde med revideringen af fritidspolitikken
Resume
Med denne sag skal udvalgene Unge, fritid og idræt samt Job, erhverv og kultur beslutte om det fortsatte arbejde med revideringen af fritidspolitikken kan godkendes.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Godkende at der arbejdes videre med revideringen af fritidspolitikken med udgangspunkt i principper fremlagt i nærværende sag.
Beslutning
Udsat.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Udvalgene Unge, fritid og idræt og Job, erhverv og kultur besluttede i april 2024, at den eksisterende politik forlænges med redaktionelle ændringer, samt at politikken skulle sendes i høring i udvalgenes samråd efter tilretning.
I forbindelse med arbejdet med revidering af fritidspolitikken har administrationen en række betragtninger, som fremlægges for udvalgene med denne sag.
Administrationen indstiller til udvalgene, at der arbejdes med revidering af fritidspolitikken ud fra følgende principper:
- At gøre fritidspolitikken tydelig i forhold til den lokale identitet. Man skal kunne læse, at det er Frederikssund Kommunes fritidspolitik
- At opdatere fakta og information. Fakta som står i politikken skal have en lange levetid, og dermed ikke være noget som skal opdateres ofte
- At gøre fritidspolitikken mere læsevenlig
- At gøre visioner for kommunen tydeligere (bl.a. ved et nyt samlende forord og en indledning)
I den gældende fritidspolitik er der fire forordslignende afsnit, som det vil være gavnligt at samle i et reelt forord samt et indledende afsnit. Forord og det indledende afsnit, vil indeholde tekst fra de nuværende fire forordslignende afsnit, og beskrive de overordnede rammer for Frederikssund Kommunes idræts-, kultur- og fritidsliv.
Der er fakta og information i fritidspolitikken som er forældet, og som er tidsspecifik for politikkens udgivelse i 2022. For at sikre at politikken indeholder opdateret data og information, anbefaler administrationen at forældet viden slettes, og nye initiativer (fx. fritidspas, havnebad) tilføjes. Samtidig kommunikeres data og information, på en måde så det sikres, at det har en lang levetid.
Fritidspolitikken er 20 sider lang. Til sammenligning er politikkerne på kommunens andre områder kortere. Administrationen anbefaler, at indholdet gøres kortere og mere læsevenlig. Dette kan gøres ved at forkorte sætninger, fjerne gentagelser, og samle information der omhandler samme tema. Eksempelvis at sikre, at information står beskrevet under de rette afsnit: "Dem der får det til at ske", "Der hvor vi mødes", "Det der samler os", "Det som styrker og baner vej". Ligeledes ved at fjerne "Eksempelvis" som står i forbindelse med disse afsnit.
Der er tre afsnit "Vidste du" med 43 udsagn. Mange af udsagnene er tidsspecifikke og dermed forældet. Det er svært at opdatere udsagnene med ny viden/tal, uden dette vil forældes indenfor kort tid. For at sikre, at alle udsagnene læses og at de ikke er tidsspecifikke anbefales det, at disse forkortes væsentligt og samles til et afsnit. Med en ambition om at præsentere kommunens samlede idræts-, kultur- og fritidsliv.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet nødvendig
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
105Beslutning om Ungeindsats som fokusområde i Beskæftigelsesplan 2025
Resume
Forslaget til Beskæftigelsesplan for 2025 fokuserer på resultater af indsatsen fremfor proceskrav. Der foreslås 4 prioriterede fokusområder for beskæftigelsesindsatsen. Et af de fire prioriterede fokusområder foreslås fortsat, at være den kommunale ungeindsats. Afdelingsleder Keziban Bilal Aydin deltager under behandlingen af punktet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Beslutte, om ungeindsatsen skal være et fokusområde i Beskæftigelsesplan 2025.
Historik
På oktober mødet i Job, erhverv og kultur i sag nr. 106 ”Beslutning om Beskæftigelsesplan 2025” besluttede udvalget følgende:
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
1. Drøfter ønsker til beskæftigelsesindsatsen i Frederikssund Kommune.
2. Tage stilling til administrationens forslag til fokusområder for beskæftigelsesindsatsen i 2025 (forslag 1 Ungeindsatsen, ligger under Unge, fritid og idræts ressortområde).
3. Tage stilling til, om der skal gennemføres tilfredshedsmålinger hos borgere og virksomheder i 2025.
4. Tage stilling til, om udviklingen i andelen af borgere på midlertidig offentlig forsørgelse skal måles i 2025 og sammenlignes med landsgennemsnittet.
5. Tage stilling til, hvor ofte udvalget skal orienteres om udviklingen i resultatmålene i 2025.
Beslutning:
Indstillingspunkt 1: Drøftet.
Indstillingspunkt 2: Administrationens forslag til fokusområder blev godkendt.
Indstillingspunkt 3: Udvalget besluttede, at der skal gennemføres tilfredshedsmålinger hos borgere og virksomheder i 2025.
Indstillingspunkt 4: Udvalget besluttede, at udviklingen i andelen af borgere på midlertidig offentlig forsørgelse skal måles i 2025 og sammenlignes med landsgennemsnittet.
Indstillingspunkt 5: Udvalget besluttede, at udvalget orienteres om udviklingen i resultatmålene i 2025 2 gange om året.
Beslutning
Udsat.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Nyt paradigme for beskæftigelsesindsatsen
Dette forslag til beskæftigelsesplan 2025 tager sit udgangspunkt i dagsordenen med frisættelse og tillid både nationalt og lokalt i Frederikssund Kommune. Frisættelse handler mest om at sætte fagligheden højt og have tillid til, at medarbejderens faglighed i samarbejdet med borgerne er det, der skaber de bedste resultater, og øger borgernes tilfredshed ved mødet med kommunen.
De politiske udvalg i Fredriksund Kommune har i det lokalpolitiske spor givet klart udtryk for at ville sætte tillid og fokus på fagligheden højt på dagsordenen. At fokusere mindre på de rigide proceskrav, der har præget beskæftigelsesindsatsen i lang tid, og som har vist sig til dels at være direkte kontra produktive, og gjort det svært forståeligt og meningsfuldt for borgere og medarbejdere.
Den af regeringen nedsatte ekspertgruppe har ligeledes i deres anbefalinger blandt andet lagt vægt på et opgør med de mange proceskrav, og de dertil indrettede styringsredskaber. Ekspertgruppens forslag er derfor et markant skifte fra ”Proceskrav til resultatstyring” (Hovedanbefaling 6).
Prioriterede fokusområder
I det lys foreslås det, at Frederikssund Kommunes beskæftigelsesplan i 2025 får fokus på særlige udfordringer og muligheder, som ønskes prioriteret i det kommende år. En plan, der sætter særlige målsætninger og indsatser i højsædet. Med andre ord en plan, der ikke maler med en bred pensel og indeholder processuelle resultatmål, men en plan, som har fokus på at skabe resultater for borgere og erhvervsliv. Områder, som udvalget ønsker særlig opmærksomhed på i det kommende år.
Administrationen har følgende forslag til prioriterede fokusområder i 2025:
1. Ungeindsats
2. Sygedagpengeindsats
3. Rekruttering/Virksomhedsservice – rekrutteringsanmodninger
4. Småjobs til borgere længere væk fra arbejdsmarkedet
Ad.1. Unge uden uddannelse og/eller job er fortsat en stor udfordring i Danmark - og også i Frederikssund. Ungeindsatsen har i flere år været et særligt fokusområde i Frederikssund, og indsatsen har båret frugt, og der er i dag færre unge på uddannelseshjælp end tidligere. Denne udvikling skal fastholdes og kalder derfor på en fortsat prioritering. Konkret foreslås det, at der fortsat stilles resultatmål op for andelen af unge på uddannelseshjælp og for fastholdelse af unge i uddannelse/job efter stop på uddannelseshjælp.
Ad.2 Det er vurderingen, at der fortsat er uforholdsmæssigt mange og især længerevarende sygemeldinger i Frederikssund Kommune, end der bør være. Det er en udfordring både for kommunen, men også for borgerne og virksomhederne - især i en situation med mangel på arbejdskraft. Der opstilles et resultatmål for reducering af andelen af borgere på sygedagpenge og i jobafklaring.
Ad. 3. Fortsat fokus på bedst muligt at hjælpe lokale virksomheder med at rekruttere arbejdskraft er centralt for kommunens udvikling. Det er samtidig væsentligt for at sikre et positivt samarbejde med virksomhederne om borgere længere væk fra arbejdsmarkedet. Det har det seneste halve års tid lykkes at opnå en relativ høj formidlingsgrad på rekrutteringsanmodninger i Frederikssund Kommune. Denne indsats bør fortsat prioriteres i 2025. Det foreslås derfor, at der også i 2025 sættes et resultatmål for formidlingsgraden.
Ad. 4. Ordinære timer eller småjobs retter sig mod de målgrupper, der har vanskeligheder udover ledighed/sygdom i forhold til at opnå beskæftigelse – især aktivitetsparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere. At opnå tilknytning til arbejdsmarkedet i kraft af blot nogle få ugentlige timer (til at begynde med) kan være afgørende for den enkeltes selvopfattelse og motivation, og er dermed et væsentligt element i på sigt at blive selvforsørgende. Småjobs/lønnede timer er også et fokusområde i 2024, og det foreslås, at dette fortsættes i 2025. Der sættes et resultatmål for andelen af borgere, der opnår småjobs/lønnede timer.
Borger- og virksomhedstilfredshed
Udover de prioriterede fokusområder foreslås det også, at der i 2025 fortsat er fokus på borgernes tilfredshed med og vurdering af udbyttet af deres forløb i beskæftigelsesindsatsen, med henblik på fortsat at kunne forbedre vejledningen og tilbuddene.
Ledige og sygemeldte er vores kunder, og de skal behandles bedst muligt, og det er derfor en målsætning i sig selv, at der er en høj grad af tilfredshed med den måde kommunen behandler dem på. Samtidig er borgere, der er tilfredse med kommunens betjening, vejledning samt rådgivning og indsats – forventeligt også hurtigere til at opnå beskæftigelse eller komme i gang med uddannelse.
På samme måde forholder det sig med virksomhedsservicen, herunder rekrutteringshjælp, som er et selvstændigt formål for den kommunale beskæftigelsesindsats. Virksomhederne er samtidig den vigtigste samarbejdspartner for kommunen i beskæftigelsesindsatsen. Virksomhedernes opfattelse af kommunen, som samarbejdspartner, er derfor afgørende for at få succes med beskæftigelsesindsatsen.
Vi har i Frederikssund Kommune allerede i flere år undersøgt tilfredsheden hos de virksomheder, vi samarbejder med og de seneste 2 år ligeledes undersøgt borgerens tilfredshed og udbytte af deres forløb i jobcenteret. Det foreslås gentaget i 2025.
Formentlig vil der, hvis ekspertgruppen om fremtidens beskæftigelsesindsats anbefalinger bliver udmøntet, blive tale om generiske tilfredshedsmålinger, der kommer til at være ens på landsplan og give muligheder for benchmark. Men indtil da foreslås det, at vi fortsætter med egne undersøgelser i Frederikssund.
Udviklingen i antal modtagere af overførselsindkomster
I sidste ende er det jo målsætningen at have så få borgere på midlertidig offentlig forsørgelse som muligt. Det gælder for hver gruppe af borgere for sig – eksempelvis sygedagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere – og i særdeleshed samlet set.
Alle borgere har nogle lovbestemte rettigheder om at kunne få offentlig forsørgelse i perioder i deres liv, hvor de ikke selv er i stand til at forsørge sig selv. Men målsætningen vil altid være, at så få borgere som muligt er på offentlig forsørgelse.
Ekspertgruppen ligger i deres anbefalinger op til, at udviklingen i andel på midlertidig offentlig forsørgelse, på tværs af målgrupper, skal følges for hver kommune. Vurderingen skal tage højde for kommunens rammevilkår og skabe mulighed for resultatbenchmarking.
Det foreslås på den baggrund, at vi i Frederikssund Kommune i 2025 følger udviklingen i andelen af borgere på midlertidig offentlig forsørgelse sammenlignet med udviklingen på landsplan. Den nye benchmarking model kendes endnu ikke.
Ekspertgruppen foreslår, at samle de nuværende 13 målgrupper i beskæftigelseslovgivningen i 5 indsatsgrupper. For at være på forkant foreslås opfølgningen på udviklingen i andelen af borger på midlertidig offentlig forsørgelse, der opgøres fordelt på disse indsatsgrupper.
1. Dagpengeindsats
- Dagpengemodtagere
2. Jobsøgningsindsats
- Jobparate kontanthjælpsmodtagere, uddannelsesparate uddannelsesydelsesmodtagere og ledighedsydelsesmodtagere
3. Jobhjælpsindsats
- Aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere og ressourceforløbsmodtagere
4. Sygedagpengeindsats
- Sygedagpengemodtagere og jobafklaringsforløb
5. Indsats for øvrige
- Førtidspensionister, selvforsørgende, unge under 18 år
Afrapportering i 2025
Administrationen foreslår, at der afrapporteres fast til udvalget på ovenstående 2 gang i løbet af 2025. Første gang i juni 2025 og anden gang i december 2025. Udvalget vil naturligvis blive orienteret yderligere, hvis der opstår særlige situationer eller udfordringer i beskæftigelsesindsatsen.
Inddragelse
Ikke relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
106Beslutning om budgetopfølgning pr. 30 september 2024
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2024 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2024-2027
Indstilling
Administrationen indstiller, at Unge, fritid og idræt over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der på politikområdet Kultur og fritid lægges 0,1 mio. kr. i kassen vedrørende serviceudgifter.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Anbefales.
Indstillingspunkt 2: Taget til efterretning.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i forbruget i de forventede udgifter på 0,1 mio. kr., hvoraf hele reduktionen kan henføres til en negativ tillægsbevilling til serviceudgifter på Talentudvikling.
På de øvrige områder, kultur- og fritidsområdet, social service, beskæftigelsesindsatsen samt på skole- og klubområdet, giver budgetopfølgningen ikke anledning til en korrektion, da der forventes balance mellem budget og forbrug.
I bilag 1 redegøres nærmere for budgetopfølgningens resultater.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Unge, Fritid og Idræt.
Opfølgning på budgetaftalen 2024-2027
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budget 2024-2027, der viser, at otte ud af otte budgetinitiativer er implementeret.
I vedlagte bilag 2: Opfølgning på budgetaftale 2024-2027 udspecificeres opfølgningen nærmere.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til at de budgetterede serviceudgifter under kultur og fritid reduceres med 0,1 mio. kr.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Unge, Fritid og Idræt.
Bilag
107Beslutning om ansøgning til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen - Frederikssund Idrætsklub (Lukket punkt)
108Drøftelse af retningslinjer for idræts- og spejderfacilitetspuljen
Resume
Udvalget skal med denne sag drøfte retningslinjerne for idræts- og spejderfacilitetspuljen. Drøftelserne vil ligeledes blive taget med i det videre arbejde omkring regelforenkling for foreningslivet, hvor et af temaerne omhandler puljeansøgninger og retningslinjer.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Drøfte sagen.
Beslutning
Udsat.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Unge, fritid og idræt besluttede 1. oktober 2024 i sag 91, at udvalget ønskede en sag hvor retningslinjerne for Idræts- og Spejderfacilitetspuljen drøftes.
Udvalget skal med denne sag drøfte retningslinjerne for idræts- og spejderfacilitetspuljen. Administrationen præsenterer herunder forslag til ændringer, der kan indgå i drøftelserne.
Retningslinjerne blev sidst revideret i januar 2023. Puljen blev tidligere revideret i 2019. Ved denne revidering blev det besluttet, at ansøgninger over 800.000 kr. ikke kan opnå støtte fra puljen men kan sendes til budgetforhandlingerne, såfremt udvalget træffer beslutning herom.
Anlægsprojekter der opnår støtte gennem Idræts- og Spejderfacilitetspuljen, får ikke tillagt tilhørende midler til drift. Kommunalt ejede anlæg skal også driftes og vedligeholdes af kommunen. Det er problematisk at der anlægges nye faciliteter, uden at der også afsættes midler til at drifte og vedligeholde dem over tid.
Inddragelse
Udvalgets drøftelser af retningslinjerne vil blive taget med i det videre arbejde omkring regelforenkling for de frivillige foreninger. Her vil samrådene og andre relevante parter blive inddraget, så de får mulighed for at komme med deres betragtninger på de nuværende retningslinjer. Samrådene har allerede bragt temaet op om tilskud og retningslinjer, herunder krav til tilskudsansøgerne, ved dialogmøde og workshop om regelforenkling og afbureaukratisering 3. september 2024.
Administrationen forventer at denne proces er færdig i første halvdel af 2025. Efterfølgende vil udvalget få en beslutningssag der præsenterer resultatet af processen, herunder oplæg til reviderede retningslinjer for idræts- og spejderfacilitetspuljen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
109Orientering om benyttelse af svømmehaller
Resume
Frederikssund Svømmehal i Idrætsbyen åbnede 15. august 2020. Besøgstallene er næsten fordoblet i forhold til den gamle svømmehal på Odinsvej. I 2019 var der 33.000 gæster i den gamle svømmehal i Frederikssund. Der har været 65.000 betalende gæster i sæsonen 2023-24 i den nye svømmehal i Idrætsbyen.
I nærværende sag orienteres Unge, fritid og idræt om udvikling i besøgstal for kommunens to svømmehaller. Desuden orienteres udvalget om anvendelse og benyttelse af svømmehaller samt håndtering af udfordringer i perioden fra Frederikssund Svømmehals åbning i 2020 til sommeren 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Frederikssund Svømmehal i Idrætsbyen åbnede 15. august 2020. Besøgstallene er næsten fordoblet i forhold til den gamle svømmehal på Odinsvej. I 2019 var der 33.000 gæster i den gamle svømmehal i Frederikssund. Der har været 65.000 betalende gæster i sæsonen 2023-24 i den nye svømmehal i Idrætsbyen.
I nærværende sag orienteres Unge, fritid og idræt om udvikling i besøgstal for kommunens to svømmehaller. Desuden orienteres udvalget om anvendelse og benyttelse af svømmehaller samt håndtering af udfordringer i perioden fra Frederikssund Svømmehals åbning i 2020 til sommeren 2024.
Besøgstal for svømmehallerne i Frederikssund Kommune
De tre første driftssæsoner for svømmehallen i Idrætsbyen har overordnet set været udfordret af tre faktorer;
· Coronaperioder - med fulde nedlukninger og perioder begrænsninger i antal gæster og adgang
· Energikrise - nedlukning af saunaer, sænkning af temperatur i bassiner og faciliteter
· Ombygning af omklædningsrum – 12 ugers lukkeperiode
Det har naturligvis haft en effekt på besøgstallene. Det er først i den 4. driftssæson, efter at svømmehallen genåbnede efter ombygning af omklædningsrummene, at der har været en driftsmæssig normal sæson.
I 2019 havde svømmehallerne samlet set 56.000 betalende gæster fordelt på 33.000 i Frederikssund og 23.000 i Slangerup. Med etableringen af den nye svømmehal var der en ambition om at nå op imod 80.000 betalende gæster i Frederikssund Svømmehal. Dette tal var dog behæftet med usikkerhed. I hvor høj grad kunne man tiltrække nye gæster både fra egen kommune og udefra, samt hvor stor en del af gæsterne der ville være en forskydning af besøgende fra Slangerup svømmehal.
Som det kan ses i nedenstående besøgstal, er ambitionen endnu ikke fuldt opfyldt, men der er en positiv udviklingen besøgstallene. Af andre positive tendenser kan nævnes, at der kommer en del besøgende fra andre kommuner, både i feriesæsoner – men også i ordinære weekender hvor vi ser besøgende fra omegnskommuner og København.
Endelig er der en del faste brugere. De benytter både Slangerup og Frederikssund Svømmehal, afhængig af hvilket behov og åbningstid der passer dem.
Besøgstallene for perioden fra Frederikssund Svømmehal i Idrætsbyen åbnede til i dag fremgår nedenfor. Den kan også ses som graf på sidste side i vedlagte bilag.
Sæson 1 (15/8 – 2020 til 14/8 – 2021)
Coronanedlukning/begrænsninger (Lukning december-maj)
Frederikssund – 27.564 betalende gæster
Slangerup – 5.675 betalende gæster
I alt – 33.239 betalende gæster
Sæson 2 (15/8-2021 til 14/8-2022)
Mindre Coronarestriktioner/begrænsninger
Frederikssund – 52.999 betalende gæster
Slangerup – 13.579 betalende gæster
I alt 66.578 betalende gæster
Sæson 3 (15/8-2022 til 14/8-2023)
Energikrise (lukning af saunaer oktober 2022 -maj 2023)
Ombygning af omklædning (lukning i Frederikssund juni-juli-august / ekstra åbningstid i Slangerup)
Frederikssund – 41.406 betalende gæster
Slangerup – 16.086 betalende gæster
I alt 57.492 betalende gæster
Sæson 4 (15/8-2023 til 14/8-2024)
Ombygning omklædning (lukning Frederikssund 15/8 – 4/9)
Frederikssund – 65.623 betalende gæster
Slangerup – 13.388 betalende gæster
I Alt – 79.011 betalende gæster
I vedlagte notat orienteres Unge, fritid og idræt om udvikling i åbningstider og tidsfordeling, benyttelse på helligdage og i ferier, aktiviteter og samarbejde samt erfaringerne efter ombygning af omklædningsrummene i Frederikssund Svømmehal.
Inddragelse
Inddragelse har ikke været relevant i nærværende dagsordenspunkt.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
110Orientering om revideret Beredskabsplan til håndtering af vold, overgreb eller digitale krænkelser mod børn og unge
Resume
Ifølge Barnets Lov § 15, stk. 3 skal alle kommuner have et beredskab til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge og til behandling af sager om sådanne overgreb. Beredskabsplanen skal revideres løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år, og skal vedtages af Byrådet. Frederikssunds kommunens beredskabsplan blev senest revideret i 2021. Den er nu blevet revideret for at blive mere tydelig og mere tidssvarende. Børn, familier og forebyggelse skal med denne sag beslutte at godkende den reviderede beredskabsplan. Sagen forelægges Skole, klub og SFO og Unge, fritid og idræt til orientering.
Indstilling
Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Ifølge Barnets Lov § 15, stk. 3 skal alle kommuner have et beredskab til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge og til behandling af sager om sådanne overgreb. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af Byrådet og offentliggøres. Det er desuden et krav, at beredskabsplanen revideres løbende og minimum hvert 4. år, så den afspejler gældende lovgivning, nyeste viden og kommunens virkelighed. Beredskabsplanen er en intern faglig plan, som skal være et praktisk redskab, som ledelse og medarbejdere kan bruge, både for at forebygge overgreb mod børn og unge, og når ekstraordinære hændelser skal håndteres. Planen skal beskrive, hvordan den overordnede styring skal foregå, og hvordan støtteberedskabet skal iværksættes, når de almindelige ressourcer og rutiner ikke længere slår til.
Frederikssund Kommunes Beredskabsplan vedrørende forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge blev senest revideret i 2021. Den er nu blevet revideret for at blive mere tydelig og tidssvarende (bilag 1).
I løbet af foråret 2024 har administrationen sammen med decentrale ledere og medarbejdere fra børne- og ungeområdet deltaget i et forløb med Social- og Boligstyrelsens Videnscenter (SISO) omkring at revidere og forbedre beredskabet. Formålet har været at sikre en endnu bedre forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge samt behandling af sager om sådanne overgreb, samt at sikre at vejledningen flugter med de nationale retningslinjer. Desuden har målet været at sikre en større grad af lokalt kendskab og ejerskab til beredskabsplanen for på den måde at sikre, at planen medvirker til at skabe robuste organisationer, der er gode til at forebygge hændelser og håndtere dem, når det er nødvendigt. I den reviderede beredskabsplan kan ledere og medarbejdere således finde links til andre tværgående beredskabsplaner, samt til den digitale håndbog Vejviseren, som understøtter medarbejdere og lederes mulighed for at få hjælp og sparring i den tidlige forebyggende indsats
Da beredskabsplanen er ændret grundlæggende i forhold til den tidligere plan (bilag 2), har det ikke været muligt at markere ændringerne i planen. De væsentlige ændringer i forhold til indholdet i planen drejer sig imidlertid om følgende:
- Barnets Lov som rammesættende for beredskabsplanen fremfor Serviceloven
- Den reviderede plan fremstår mere direkte handleanvisende for den enkelte medarbejder og leder
- Psykisk vold er i højere grad skrevet ind i planen
- Digitale krænkelser er skrevet ind i planen
- Krav om lokal forebyggelsesplan på de enkelte institutioner udgår. Erstattes af krav om, at beredskabsplanen drøftes årligt på MED-møde og på personalemøde, samt at nye medarbejdere introduceres til planen.
Inddragelse
Der har været afholdt workshops og møde med deltagelse af videnspersoner fra SISO samt repræsentanter fra hele børne- og ungeområde i Frederikssund Kommune, det vil sige ledere og medarbejdere fra Center fra Familie og Rådgivning, Center fra Børn og Skole og Center for Kultur, Fritid og Ungeliv. Produktet af disse aktiviteter er den reviderede beredskabsplan. Desuden planlægger administrationen en temadag for alle ledere på børne- og ungeområdet for at sikre kendskab til den reviderede beredskabsplan og for at sikre, at lederne kender deres og deres medarbejderes opgaver og ansvar i forhold til den justerede plan. Det er fremadrettet et krav om, at Beredskabsplanen skal drøftes på MED-møder og personalemøder én gang årligt, samt at nye medarbejdere skal introduceres til Beredskabsplanen som en del af intro-forløbet.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
111Meddelelser
Beslutning
Ny forpagter i SIK på plads.
Taget til efterretning.
Fraværende:
Niels Martin Viuff (C)
John Schmidt Andersen (V)
Sagsfremstilling
Eventuelt aflysning af UFI møde 7.1.25
Vedlagt
- Sager på vej 2024
- Regeringens udspil om ungdomsuddannelser
Bilag
112Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter der fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.