Frederikssund Kommunes logo

Forebyggende hjemmebesøg

Lovgrundlag

Serviceloven § 79a.

Formål med indsatsen

Formålet er at fremme den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for ældre borgere ved at:

  • Yde råd og vejledning om ensomhed, aktiviteter og støttemuligheder med henblik på at bidrage til at øge din tryghed og trivsel.
  • Støtte og gøre dig opmærksom på tilbud, som bidrager til forebyggelse og bevarelse af din egen funktionsevne længst muligt samt hvordan dit sociale netværk kan styrkes.
  • Fremme viden og understøtte dig i at udnytte egne ressourcer for sund levevis og styrket autonomi.

Målgruppe

Du bliver tilbudt et forebyggende hjemmebesøg det år, du fylder 70 år, hvis du bor alene og ikke modtager personlig og praktisk støtte.

Du får tilbudt et kollektivt arrangement det år, du fylder 75 år og 80 år, hvis du ikke modtager personlig og praktisk støtte.

Du får tilbudt et forebyggende hjemmebesøg fra det år du fylder 82 år og hvert år herefter, hvis ikke du modtager personlig og praktisk støtte.

Hvis du er i alderen 65-81 år, og er i særlig risiko for at få sociale, psykiske eller fysiske problemer, har du mulighed for at få et forebyggende hjemmebesøg efter behov.

Den særlige risiko kan for eksempel være fordi, at:

  • Du har mistet din ægtefælle/samlever.
  • Din ægtefælle/samlever er alvorligt syg.
  • Du har været indlagt på hospital.
  • Du har været indlagt på rehabiliteringsafdeling.

Det er frivilligt, om du vil tage imod besøg.

Indhold

De individuelle forebyggende besøg indeholder en helhedsorienteret samtale, som fokuserer på, hvordan du mestrer din tilværelse. Samtalen kan handle om: Dagligdag, trivsel, socialt netværk, sundhedstilstand, funktionsevne, bolig og økonomi.

De forebyggende medarbejdere giver rådgivning og vejledning om forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter, der er relevante for netop dig.

De kollektive arrangementer henvender sig primært til dig, der ikke (eller kun i begrænset omfang) har behov for støtte, men som gerne vil vide mere om sundhed og forebyggelse. De henvender sig samtidig til dig, der gerne vil kende dine muligheder for støtte og selvhjælp, når/hvis behovet opstår. Arrangementerne har fokus på emner, der har betydning for din dagligdag, helbred og trivsel.

Omfang og varighed

Varigheden af et individuelt besøg er op til 45 minutter.

Hvis din ægtefælle eller samboende også er omfattet af tilbuddet, vil I få besøg samtidig, med mindre andet bliver aftalt.

Varigheden af et kollektivt arrangement er 2 timer.

Du modtager en invitation med elektronisk post eller per brev til henholdsvis individuelt besøg eller kollektivt arrangement.

Frit valg

Der er ikke frit valg af leverandør.

Hvem skal jeg kontakte

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til Forebyggelse og Træning. Ring på telefonnummer 47 35 20 70 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Social og sundhed.