Frederikssund Kommunes logo

Selvudpeget hjælper til udførelse af personlig pleje og praktisk hjælp

Lovgrundlag

Servicelovens § 94

Formål med indsatsen

Formålet er at give dig mulighed for selv at vælge, den, du vil have til at hjælpe dig med personlig pleje og/eller praktisk hjælp.

Målgruppe

Personer, der;

  • Bor i egen bolig og
  • er visiteret til personlig pleje eller praktisk hjælp (efter servicelovens § 83).

Hvis du er under værgemål, kan værgen udpege en hjælper for dig.

Indhold

Du har mulighed for selv at udpege en person til at udføre den hjælp og støtte til personlig pleje og praktisk hjælp, du er visiteret til af kommunen.

Ordningen er et alternativ til den kommunale hjemmehjælp eller hjælp leveret af en privat leverandør, der er godkendt efter frit-valgs-reglerne.

Der kan udpeges en eller flere fysiske personer til at udføre hjælpen. Der kan ikke udpeges et firma til at udføre hjælpen efter denne ordning.

Den selvudpegede hjælper er forpligtet til at oplyse kommunen om ændringer, der kan have betydning for den bevilgede hjælp og støtte.

Hjælperen skal endvidere oplyse kommunen, hvis du indlægges på hospitalet.

Hjælperen har tavshedspligt.

Når en selvudpeget hjælper bliver aflønnet for at varetage personlig pleje og praktisk hjælp, kan der som udgangspunkt ikke samtidig bevilges afløsning eller aflastning for de samme opgaver. Dette er begrundet i, at der ellers kan ske overkompensation.

Omfang og varighed

Kommunen følger op for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål, herunder om du får opfyldt dit behov for hjælp med den hjælper, du har udpeget samt om der er behov for at yde andre former for hjælp.

Levering af indsatsen

På baggrund af den bevilgede hjælp, tilrettelægger du og din hjælper leveringen af hjælpen. Hjælpen leveres efter princippet ”hjælp til selvhjælp”, hvor det tilstræbes, at du vedligeholder eller forbedrer dit eksisterende funktionsniveau.

Kvalitetskrav til leverandøren

Kommunen skal godkende hjælperen. Ved vurdering af om den hjælper du har foreslået kan godkendes, ses der på, om der er behov for særlig viden, erfaringer eller uddannelse for at kunne tilgodese dit behov for hjælp og støtte.

Vi stiller herudover følgende krav:

  • Den selvudpegede hjælper skal være fyldt 18 år.
  • Den selvudpegede hjælper skal have opholds- og arbejdstilladelse i Danmark samt tale og forstå dansk.
  • Den selvudpegede hjælper skal fremsende straffeattest og i nogle tilfælde en børneattest.
  • Den selvudpegede hjælper skal kunne levere hjælpen efter den handlingsanvisning og de mål, der er angivet af visitator.
  • Den selvudpegede hjælper skal følge Frederikssund Kommunens retningslinjer i forhold til arbejdsmiljøet.

Ansættelse af hjælper

Ved ansættelse indgår kommunen en kontrakt med den udpegede hjælper om opgavens omfang, indhold og leverancesikkerhed, i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt i kvalitetsstandarden for hjælpen. Ansættelsesvilkårene fastsættes endvidere i kontrakten. Kommunen er arbejdsgiver og udbetaler løn til hjælperen samt dækker ind ved sygdom.

Egenbetaling

Der er ingen egenbetaling.

Frit valg

Du kan selv vælge, om du ønsker at benytte de godkendte leverandører af personlig og/eller praktisk hjælp eller, om du ønsker at udpege en hjælper som ansættes af kommunen.

Hvem skal jeg kontakte

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til Afdeling for Visitation og Hjælpemidler i Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre. Ring på telefonnummer 47 35 10 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Omsorg og ældre.