Handicapvenlige boliger
Lovgrundlag
Lov om almene boliger mv. §§ 54, 57 og 58b.
Formål med indsatsen
Formålet med en handicapvenlig bolig er, at du fortsat kan klare dig selvstændigt i egen bolig, selvom du har en varig fysisk funktionsnedsættelse.
Målgruppe
Du kan komme i betragtning til en handicapvenlig bolig, hvis du har:
- En varig fysisk funktionsnedsættelse, der gør, at du har behov for en bolig med brede dørkarme, stort badeværelse, uden dørtrin o.l.
- Et varigt behov for pleje og praktisk hjælp, som ikke kan varetages i din nuværende bolig.
- At din bolig ikke kan indrettes efter dit behov med relevante boligændringer.
- Større mobilitetshjælpemidler (for eksempel en kørestol), som du ikke kan komme omkring med i din nuværende bolig.
I særlige tilfælde hvor, en handicapbolig ikke kan dække dit behov bl.a hvis du har en partner med større hjælpemidler, hvis der skal være plads til en hjælper hele døgnet (for eksempel ved respiratorbrugere eller hvis der er behov for hjælpemidler til bariatiske borger, vil en ældrebolig ikke være en mulighed.
Du er ikke berettiget til en handicapvenlig bolig fordi du:
- Er blevet ældre.
- Mangler en mere hensigtsmæssig bolig eller en bolig i det hele taget (for eksempel fordi du har solgt din bolig eller er i en socialt udsat situation).
- Har besvær med at gå på trapper.
I disse tilfælde vil Frederikssund Kommune anbefale, at du i stedet tager kontakt til det almindelige boligmarked. Her kan du søge om lejligheder i stueetagen eller i en ejendom med elevator.
Indhold
Handicapvenlige boliger er specialindrettede boliger. Boligerne er kendetegnet ved at have en fysisk indretning, der gør dem velegnede til dig, som har gangbesvær og behov for hjælpemidler for at kunne færdes.
Boligerne er som udgangspunkt torums-boliger.
Særlige forhold
Din ægtefælle eller samlever har ret til at flytte med i den handicapvenlige bolig. Såfremt den af jer, som er visiteret, afgår ved døden, har ægtefællen eller samleveren ret til at blive boende.
Afvisning af tilbud
Du bliver skrevet op på en venteliste fra det øjeblik, hvor du er visiteret til en handicapvenlig bolig. Du kan frit vælge mellem kommunens handicapvenlige boliger. Vi gør opmærksom på såfremt du afviser tilbud om handicapbolig to gange slettes du af ventelisten
Egenbetaling
Der vil blive indgået en lejekontrakt, og du skal betale indskud. Huslejen vil variere fra bolig til bolig. Du kan søge om boligstøtte, så huslejen evt. derved bliver mindre.
Du har selv ansvaret for den administrative og praktiske del af flytningen, idet dette ikke er en del af indsatsen.
Hvis du ikke har pårørende, der kan hjælpe dig, eller har brug for hjælp, kan du få hjælp fra en rådgiver i afdelingen Visitation og Hjælpemidler til den administrative del af flytningen, for eksempel håndtering af din økonomi, ansøgninger til diverse myndigheder mm. Du kan i dette tilfælde rette henvendelse til tlf. 47 35 19 00
Frit valg
Frit valg betyder, at du har mulighed for at vælge at bo i handicapvenlig bolig i en anden kommune end Frederikssund. Det er dog et krav, at både fra- og tilflytterkommunen forinden har godkendt dig til en handicapvenlig bolig.
Hvem skal jeg kontakte
Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Visitation og Hjælpemidler i Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre. Ring på telefonnummer 47 35 19 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”
Politisk udvalg
Kvalitetsstandarden hører under Omsorg og ældre.