Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligændringer og velfærdsteknologi
Lovgrundlag
Serviceloven §§ 112, 113, 113b og 116.
Formål med indsatsen
Formålet med hjælpemidler, forbrugsgoder, boligændringer og velfærdsteknologi er at afhjælpe og kompensere for din nedsatte funktionsevne.
Dette skal støtte dig i at kunne være så selvstændig som mulig i dagligdagen. For eksempel kan en strømpepåtager gøre, at du kan komme i tøjet uden at vente på hjemmehjælpen. Som et andet eksempel kan et toilet med automatisk skylle- og tørrefunktion gøre, at du kan værne om dit privatliv i stedet for at involvere din samlever eller hjemmehjælpen.
Velfærdsteknologi kan støtte dig i at leve et selvstændigt liv på trods af en nedsat funktionsevne.
Målgruppe
Hvis du har en væsentlig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan du blive visiteret til hjælpemidler, forbrugsgoder, boligændringer og/eller velfærdsteknologi.
I særlige tilfælde kan kommunen også bevilge et hjælpemiddel midlertidigt, hvis kommunen vurderer, at det vil være den bedste løsning for dig, for eksempel fordi det har et forebyggende formål.
Det er et lovkrav, at:
- Hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad afhjælper følgerne af din nedsatte funktionsevne og letter din dagligdag.
- Boligændringen er nødvendig, for at boligen bliver bedre egnet som opholdssted i forhold til din funktionsnedsættelse.
Om du kan få hjælpemidler, forbrugsgoder, boligændringer eller velfærdsteknologi afgøres på baggrund af en individuel vurdering. Vurderingen tager udgangspunkt i din funktionsevne, livssituation og mulighed for at kunne varetage daglige gøremål selvstændigt og deltage i aktiviteter både i og uden for dit hjem.
- Der kan være et behov for, at der bliver indhentet lægeoplysninger for at få en vurdering af om din funktionsnedsættelse er færdigbehandlet, trænet og/eller varig.
Indhold
Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligændringer og velfærdsteknologi indebærer blandt andet følgende ting.
Hjælpemidler:
Hjælpemidler, der kan afhjælpe din fysiske og psykiske funktionsnedsættelse, eksempelvis:
- Ganghjælpemiddel, eksempelvis rollator.
- Manuel kørestol.
- Elektrisk kørestol.
- Mobilitetshjælpemidler til børn, eksempelvis specialindrettet klapvogn, rollator, kørestol.
- Sanseintegrationshjælpemidler, eksempelvis kædedyne.
- Velfærdsteknologiske hjælpemidler, eksempelvis apps til smartphone eller tablet, robotarm.
- Hjælpemidler til personlig pleje, eksempelvis badebænk, tåvasker/børste med forlængerskaft, påklædningspind.
- Hjælpemidler i husholdningen, eksempelvis enhånds-betjente køkkenredskaber, arbejdsstol.
- Hjælpemidler til indretning og tilpasning af boligen, eksempelvis forhøjer-klodser og gummislidsker.
- Montering af elektronisk lås.
- Kropsbårne hjælpemidler, som kan være stomiprodukter, bandager, proteser, paryk, diabeteshjælpemidler etc.
Forbrugsgoder:
Forbrugsgoder er produkter, der kan købes i almindelig handel som eksempelvis:
- El-scootere eller trehjulet cykel.
- Husholdningsredskaber, herunder elektrisk brødkniv og bestik med vinklede håndtag.
Boligændringer:
Støtte til mindre boligændringer, eksempelvis:
- Fjernelse af dørtrin.
- Installering af et skylle-tørre toilet.
Støtte til større boligændringer, eksempelvis:
- Ombygning af køkken.
- Ombygning af badeværelse.
Velfærdsteknologi
Den teknologiske udvikling er gået stærkt, og der er mange slags teknologier, som fungerer rigtigt godt. Frederikssund Kommune tilbyder teknologi, som er velafprøvet. Måske er der også noget, som virker for dig. Det kan for eksempel være:
- Et toilet med skylle- og tørrefunktion, så du fortsat kan værne om dit privatliv, når du skal på toilettet.
- En talende kop, så du ikke glemmer at få væske og bliver hospitalsindlagt med dehydrering.
- En skærm, så du kan kommunikere med leverandøren af hjemmehjælp eller Sygeplejen om medicin, kost eller anden støtte.
Frederikssund Kommune giver ikke hjælpemidler til rygning.
Egenbetaling
Hvis det er nødvendigt at udskifte lås, eller i sjældne tilfælde at udskifte dør i forbindelse med montering af elektronisk lås, skal du selv betale dette.
Nogle former for velfærdsteknologi betragtes i dag som forbrugsgoder der indgår i ”sædvanligt indbo”. Det betyder, at du selv skal betale. Medarbejdere fra Visitation og Hjælpemidler kan rådgive dig, så du får de produkter, som passer bedst til dig – både som person og i forhold til de fysiske eller andre funktionsnedsættelser, som du har.
Det kan for eksempel være:
- Robotstøvsuger
- Moppesystemer
Nogle former for velfærdsteknologi er mere specielle, og her kan kommunen dække omkostningerne, hvis dit behov og lovgivningen begrunder det.
Kontakt os i afdelingen Visitation og Hjælpemidler for en samtale.
Frit valg
Der er frit valg af leverandør.
Hvis beløbet på den ønskede hjælpemiddel (med det bevilgede tilbehør) overskrider den pris inklusiv moms som det bevilgede hjælpemiddel har, skal du selv betale merudgiften. Hjælpemidlet vil dog stadig tilhøre Frederikssund kommune.
Hvem skal jeg kontakte
Du skal som udgangspunkt søge om hjælpemidler via digital selvbetjening, med mindre der er særlige forhold, der gør sig gældende.
Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Visitation og Hjælpemidler i Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre. Ring på telefonnummer 47 35 19 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”.
Politisk udvalg
Kvalitetsstandarden hører under Omsorg og ældre.